MIDDELFART FRISKOLE 0.-9. KLASSE // VI GIVER IKKE KARAKTER - VI SKABER KARAKTER // MIDDELFART FRISKOLE 0.-9. KLASSE
FÆLLESSKABER
i
FÆLLESSKABET
Fællesskaber i fællesskabet...
Fællestime
Hver morgen starter alle klasser med en lille halv times fællestime i salen. Der er navneopråb, morgensang, to elever fortæller om dagens vejr, og så står lærerne på skift for ugens faglige indhold. Dvs. at alle børn og voksne dagligt ser hinanden - det er med til at skabe et trygt miljø. Ofte deltager eleverne aktivt i det faglige indhold fx. ved at fremlægge, vise en film de har lavet, optræde med musik eller sang etc.
Vi ser fællestimen, som en vigtig start på dagen, hvor alle bliver set, og hvor det store fællesskab bliver dyrket. Når der er elever, som har fødselsdag, synger vi vores egen fødselsdagssang for dem. Det faglige indhold til fællestime har til formål at åbne verden for eleverne.
Indskolingen
Indskolingsklasserne er 0.kl., 1.kl. og 2.kl., og indskolingsteamet består af de tre klasselærere for de samme klasser. De tre klasser holder til i de tre lokaler omkring Havestuen. En dag om ugen har indskolingsklasserne timer sammen, de øvrige fire dage har hver klasse eget skema. Indskolingstimerne ligger grunden til elevernes røde tråd op gennem skoletiden. Eleverne stifter bekendtskab med kreative fag som køkken, træværksted, håndarbejde og billedkunst. Naturen og det naturvidenskabelige undersøges. Historie, sagn og myter er også en del af undervisningen i indskolingstimerne. Grundlaget til projektarbejdsformen dannes desuden i indskolingsårene.
Mellemtrinnet
På mellemtrinnet har vi lyse lokaler i egne bygninger, der ligger frit i det grønne på skolens store grund.
Her føres den røde tråd fra indskolingen videre og den faglige nysgerrighed bliver for alvor vækket og udfordret. Børnene styrkes i bevidstheden om egne kompetencer og modnes til at tro på sig selv og til at stå på egne ben. Både i valgfags- og mellemtrinstimerne vokser deres ansvarsbevidsthed og samarbejdsevner, da timerne foregår på tværs af mellemtrinsklasserne.
Overbygningen
Undervisningen i overbygningen er kendetegnet ved høj faglighed. Vi bevarer de unges lyst til at lære og deres nysgerrighed på skolen og livet. Vi anvender projektarbejde, kreativ og eksperimenterende undervisning og tværfaglighed, som udvikler dygtige, selvstændige og ansvarlige unge mennesker. Vi er prøve- og karakterfri, fordi vi har mere fokus på læring, fordybelse og faglig udvikling end på bedømmelse og rangordning. Eleverne skal ikke være bange for at præstere. Derfor udfordrer vi dem igennem projektfremlæggelser og store opgaver, hvor deres arbejde giver mening.
Hverdagen er præget af nærvær og humor, og vi samler på gode oplevelser sammen. Vi rejser, tager ud af huset og laver spændende valgfag, ligesom vi stadig leger og er kreative. Overbygningen arbejder tit sammen på tværs af klasserne, fordi vi vægter fællesskabet både fagligt og socialt. Vi har store forventninger til eleverne, og de får derfor rum og frihed til at tage ansvar og initiativer, som udvikler dem fagligt og personligt. Vi sender hvert år modige, dygtige og selvstændige unge mennesker med sans for fællesskabets værdier videre ud i livet. Vi giver ikke karakter, vi skaber karakter.
Særlige dage/uger
Vi har i løbet af skoleåret særlige uger og dage.
To uger hvert år er der projektuge for elever i 6.-9. klasse og i samme uger klasse/trin emneuger for de andre klasser. I disse uger er der plads til at fordybe sig i et emne eller område ofte af tværfaglig karakter.
De særlige dage kan være fagdage, emnedage eller idrætsdage. På disse dage arbejder eleverne på tværs af klasser og trin.
Læs mere her om fordybelse i undervisningen.